En hjælpende hånd til trængte familier

En god kommune skal kendes på, hvordan den behandler sine dårligt stillede borgere. Derfor har vi som kommune et særligt ansvar for at gøre, hvad vi kan for at hjælpe de af vores borgere, der har det sværest. Med den styrke, krisen buldrer med, kan kommunen ikke løse alle problemer. Men vi kan gøre det lidt lettere for de hårdest ramte familier og forhåbentlig skabe lidt mere ro og tryghed i en svær tid. Rødovre Kommune tager derfor flere muligheder i brug for at hjælpe de mest udsatte familier.


Vi hæver bl.a. rådighedsbeløbet midlertidigt, mens krisen står på. Rådighedsbeløbet er det beløb, borgerne må have til rest, når alle faste regninger er betalt. Hvis rådighedsbeløbet er lavere end den grænse kommunen har sat, kan kommunen supplere op og dermed hjælpe trængte borgere.
Vi øger også støtten til Røde Kors’ julepakker. Vi støtter i forvejen julepakkerne, og den hjælp øger vi med 100 kr. pr. pakke.Ud over den kontante hjælp, så fortsætter vi arbejdet med at udbrede kendskabet til fritidspas i foreningslivet. Det betyder, at børn og unge kan fortsætte med at dyrke fritidsaktiviteter, også selv om økonomien på hjemmefronten strammer til.
Og så har vi fået særlige støtte fra Bolig- og Planstyrelsen til at yde tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger for boligsøgende, som har akut brug for tag over hovedet, og som er særligt udsatte økonomisk.
Jeg ved godt, at det er en svær tid for mange og jeg anerkender, at kommunen ikke kan hjælpe alle, men jeg håber, at de her tiltag – sammen med Folketingets forskellige hjælpepakker – kan være en støtte til de mest udsatte familier i vores kommune. Læs mere om indsatsen på rk.dk.