“De stærke, de svage, Fællesskab forpligter,
om 25 års socialpolitik i Rødovre”
Ny bog, som udkommer i anledning af mit 25 års jubilæum. Download en PDF version af bogen HER
Ny bog, som udkommer i anledning af mit 25 års jubilæum. Download en PDF version af bogen HER
Tryghed er at vide, at man er sikret, hvis ulykken rammer. Det er tryghed at vide, at samfundet træder til og hjælper mennesker med at komme på fode, så livet atter kan leves.
Det kaldes socialpolitik – og det er, hvad min nye bog handler om. Den hedder ”De stærke, de svage – fællesskab forpligter – om 25 års socialpolitik i Rødovre”.
Jeg kalder det en slags status over, hvor vi er nået til – rent socialpolitisk – og samtidig forsøger jeg at skue lidt frem i tiden for at opstille nogle af de pejlemærker, der er nødvendige for at nå nye mål om 25 år. Eller med andre ord: Jeg forsøger at kigge 25 år tilbage og 25 år frem med det socialpolitiske spændingsfelt som omdrejningspunkt.
Bogen er på ingen måde en akademisk afhandling eller en lærerbog. Den er skrevet til ganske almindelige Rødovreborgere. Og det har været et mål i sig selv, at den er autentisk og tro mod mig, den jeg er og det jeg står for. Den er letlæselig og jeg har på alle måder forsøgt at udvise respekt og ydmyghed over for de mange initiativer vi har taget i årenes løb i Rødovre.
Bogen handler om nogle af de fornemme resultater, som vi har opnået de seneste 25 år. Og den handler især om, hvordan jeg ser den sociale politik blive udviklet i de kommende 25 år i Rødovre. Og så handler bogen også lidt om mig og om mine bevæggrunde for at engagere mig i politik – nu hvor jeg har været med i 25.
Bogen rummer også en kort beskrivelse af nogle mennesker, som har betydet meget for mig i mit virke som aktiv lokalpolitiker.
Med andre ord: Bogen handler om resultater, spændende mennesker, ideer, løsninger og perspektiver.
Bogen udkommer 16. januar 2019 i anledning af mit 25 års jubilæum. Den er trykt i få eksemplarer men udkommer også som e-bog og man vil fra næste uge kunne læse den på min hjemmeside.
Socialpolitik handler især om, hvordan vi fremtidssikrer, at alle borgere i kommunen fortsat føler den tryghed, som er helt afgørende for, at det enkelte menneske kan fungere.
Socialpolitik handler om penge. Men ikke kun om penge. Det handler også om, hvordan vi inddrager dem det handler om og hvordan vi får skruet den kommunale indsats sammen med det, som de frivillige er gode til – og det handler også om vor evne til at samarbejde med andre kommuner, virksomheder og myndigheder for at løfte den fælles opgave – at skabe et bedre liv for de svagest stillede grupper i samfundet.
En ordentlig socialpolitik kræver gode løsninger – nemlig den nødvendige økonomi samt ikke mindst, at det offentlige system træder et skridt ned og arbejder tæt sammen med andre myndigheder og frivillige.
Fremtidens socialpolitik er nødt til at inddrage andre sektorer af den offentlige forvaltning til at spille med – vi er nødt til at arbejde tættere sammen med bl.a. de mange frivillige kræfter, som findes i Rødovre, fordi det giver bedre resultater – og dermed mere livskvalitet for mange.
Og så handler socialpolitik også om inddragelse af de mennesker det hele handler om – det er ikke en farbar vej, hvis vi tror, at vi kender alle svar og løsninger på kommunen. Det gør vi ikke – tværtimod. Vi skal evne at få dem med det hele handler om.
Min bog handler om tanker og overvejelser til, hvilke opgaver der ligger lige for, hvilke der er løst – og hvordan vi kommer videre.
Og i min gennemgang af socialpolitikken i Rødovre må jeg konstatere, at vi er nået ganske langt, men der er nu alligevel et par områder, som kræver et ekstra blik og nye løsninger.
Jeg har altid været meget optaget af børn og unges vilkår.
Det ligger dybt i mig – helt tilbage fra min barndom i Nakskov, hvor arbejdsløshed og fattigdom var en del af hverdagen for alt for mange.
I mine øjne skal en god kommune bedømmes på, hvordan den behandler sine svageste medborgere. Og det starter oftest med børnene for at bryde en såkaldt dårlig spiral, og vi prøver at sikre, at udfordrede familiers børn får en god start på livet.
Det er en samfundsopgave at sikre lige netop de børn gode opvækst vilkår og en skoleuddannelse, som kan give dem gode fremtidsmuligheder med et liv uden sociale problemer.
Men fakta er desværre, at der findes familier, som har brug for støtte og hjælp til at finde en ”plads” ved samfundets bord.
Trods mange gode intentioner og tiltag på adskillige områder, så må vi i dag konstatere, at det ikke er lykkedes os at bryde den negative sociale spiral for alle borgere.
Vi er nået et godt stykke på vej – men der er endnu nogle seje træk tilbage, før vi kan begynde at ”slappe af”.
Selv om omkring 92 procent af de udsatte børn klarer sig godt og har brudt den negative spiral, så er der forsat dobbelt så mange udsatte børn, som overtager den negative sociale arv fra forældrene – sammenlignet med det man kunne kalde den almindelige families børn.
Oversat til almindeligt dansk betyder det, at disse udsatte børn risikerer at ende på samme ”trin” i samfundsstigen, som forældrene har været.
Vi har stadig alt for mange, som lever på kanten af samfundet. At være socialt udsat betyder bl.a. at fattigdom, ledighed, sygdom, hjemløshed, misbrug, svage sociale netværk – herunder ensomhed eller psykisk sårbarhed spiller ind på, hvordan de lever deres og børnenes liv.
I fremtidens Rødovre skal vi søge at finde løsninger, som dæmmer op for alt dette – ikke ved at sætte socialt udsatte i spændetrøje og gabestok – men søge at finde løsninger for den enkelte familie, som kan hjælpe dem på vej i mere positiv retning – ud fra en grundtanke om, at når de voksne – forældrene – trives og fungerer godt, så smitter det af på børnene. På den gode måde.
Jeg finder det er uacceptabelt, at nogle borgere får et dårligere og kortere liv på grund af deres familiemæssige baggrund og dårlige opvækstvilkår.
Det kan og skal vi forebygge for de generationer af børn, der fødes de kommende 25 år.
Jeg kan se i min gennemgang af socialpolitikken i Rødovre, at børnene og de unge mangler en stemme, der kan tale deres sag – en stemme, der giver indspark og sparring til kommunen, så vi vælger de rette indsatser.
Vi har seniorråd, handicapråd, integrationsråd og udsatteråd – det er alle gode råd med masser af dygtige ildsjæle – men ingen af dem har børn og unge som en hovedmålgruppe – det er vi nødt til at finde andre svar på.
Jeg vil fra mit socialpolitiske hjørne arbejde videre med tanken om, at give børn og unge indflydelse og et talerør på en anden måde. Jeg vil gerne om vi kan etablere et børne- og ungepanel – som vi har set, at andre kommuner har succes med.
Jeg tror, vi skal skabe en platform for inddragelse af børn og unge i de tilbud vi udvikler og de initiativer vi tager – derfor har jeg startet en indsamling ifb. med udgivelsen af min bog i anledning af mit 25 års jubilæum som folkevalgt i Rødovre. En indsamling til gavn for udsatte børn og unge.
Jeg synes, det er en meget vigtig sag og jeg håber, at mange vil medvirke og bidrage til, at vi sammen kan skabe nye og spændende måder af inddrage børn og unge på.
Det er det vi har et fællesskab til. Fællesskab forpligter og fællesskab har altid været et flot varemærke for Rødovre. Jeg håber på, at mange vil hjælpe.
Britt Jensen
Borgmester