Ukraineindsatsen koster Rødovre over 50 millioner kroner om året

Lad mig slå det fast med syvtommersøm: I Rødovre støtter vi Ukraine, og vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe mennesker, der er flygtet fra krigen. 

Men Christiansborg svigter de kommuner – især på Københavns Vestegn – som er hårdest presset af Ukraineindsatsen. Statens tilskud fordeles efter bloktilskudsnøglen og ikke efter, hvor udgifterne faktisk ligger. 

 

Koster over 50 millioner – modtager 7,6

Rødovre bruger i runde tal over 50 mio. kr. om året på at huse ukrainske fordrevne, men modtager kun 7,6 mio. kr. fra staten. Det regnestykke hænger ikke sammen.

Rødovre er Danmarks fjerdemindste kommune målt på areal og har landets tredjehøjeste befolkningstæthed. Vi har derfor ikke ledige arealer eller billige boligløsninger. Vi er nødt til at etablere midlertidige boliger på parkeringspladser, bruge dyre pavillonløsninger og opkøbe erhvervsgrunde.

Vi skal selvfølgelig behandle vores ukrainske borgere ordentligt. Men det bliver stadig sværere, når staten ikke giver os rammerne til at løfte opgaven.

I budgetforslaget for næste år har vi derfor indarbejdet besparelser for 27 mio. kr. Vi sparer, hvor vi kan, uden at det går ud over den borgernære velfærd.

Men hvis vi år efter år skal bruge 50-60 mio. kr. på at huse ukrainske fordrevne, bliver det svært at undgå, at det også rammer velfærden. Og det svækker opbakningen til Ukraine og udfordrer vores sammenhængskraft.

Derfor er mit opråb til regering og Folketing klart:

Tag ansvar og kompenser de kommuner, der løfter en uforholdsmæssigt stor del af opgaven.

Kommunerne på Københavns Vestegn – heriblandt Rødovre – har brug for, at særloven stoppes, og at vi bliver såkaldte 0-kommuner, så der tages hensyn til vores i forvejen store sociale og integrationsmæssige opgaver. Og selvfølgelig skal staten dække vores reelle udgifter til Ukraineindsatsen.

Vi kan ikke blive ved. Det koster på vores velfærd – og det er allerede begyndt.

TV Avisen - Rødovre Borgmester, Britt Jensen - om Ukraineindsatsen