Jeg har netop holdt 1. maj tale og her er et lille udsnit af min tale.
Det er en vild tid vi lever i
Forestil jer et øjeblik, at I træder et skridt tilbage og ser på den verden, vi lever i, lige nu. En verden, hvor vi på én gang er mere forbundne end nogensinde før og alligevel ofte føler os længere fra hinanden. En verden, hvor teknologien udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at forstå konsekvenserne af den. Hvor nyheder rejser på sekunder, men sandheden nogle gange halter bagefter.
Vi lever i en tid præget af enorme muligheder, men også af dyb usikkerhed. Klimaforandringer, konflikter, kunstig intelligens, og en konstant strøm af information, der former vores syn på virkeligheden.
Det er en verden, der kræver noget af os, ikke bare som individer, men som fællesskab. Så spørgsmålet er ikke kun, hvilken verden vi lever i. Spørgsmålet er: Hvilken verden vil vi være med til at skabe?
I valgkampen har vi forsøgt at overbevise hele Danmark om, at den socialdemokratiske velfærdsmodel er det bedste svar på den verden vi lever i.
Vi står heldigvis godt her i Rødovre – med høj tillid fra borgerne. Vi er fortsat en af de kommuner, som bruger flest penge på vores ældre. Vi investerer i børn, skoler, idræt og infrastruktur. Vi har sat ekstra midler af til udsatte børn og unge. Vi har indført forberedelsestid til pædagoger i dagtilbud. Vi ombygger og renoverer alle skoler i Rødovre.
Og både det daglige bad til ældre og klasseloft på 24 i skolen er fastholdt – som stærke varemærker for Rødovre.
Vi holder fast i en ansvarlig økonomisk politik. Og vi har sat en klar retning med ingen nye byudviklingsprojekter – og fokus er på at færdiggøre det, vi allerede har besluttet.
Vi er i gang med at bygge almene boliger til helt almindelige familier flere steder i kommunen – og til en fornuftige husleje. I kærene bygges fx almene boliger, hvor de billigste boliger ligger på 4.800 kr. om måneden.
En usikker verden
For Rødovre er en mønsterkommune. Et fantastisk sted at bo. Og i en usikker verden er det en styrke at bo i en velfærdskommune med et solidt sikkerhedsnet og et stærkt fællesskab. For verden omkring os er urolig.
De geopolitiske spændinger minder ikke bare om den kolde krig – de føles værre!
Det er, som om verden kæmper mod hinanden. Og mod sig selv. Jeg voksede op under den kolde krig. Jeg oplevede oprustningen, men også håbet. Murens fald bragte optimisme, vækst og åbenhed med sig. EU voksede. Verden blev tættere. Og fred føltes muligt.
Men den udvikling er nu desværre brudt. I dag har vi krig få kilometer fra Danmark. Hybridkrig. Cyberangreb. Trusler mod vores kritiske infrastruktur. Og Ingen af os havde forestillet os, at vi skulle opleve krig og utryghed på nært hold igen. Men utryghed er ikke længere noget fjernt. Det er blevet en del af hverdagen.
Vi vil en god integration
Herhjemme mærker vi det tydeligt. Vi hjælper mennesker på flugt fra Ukraine. Og det skal vi. For Rødovre tager ansvar. Fællesskab og hjælpsomhed er en del af vores DNA.
Men vi er pressede.
Vores sammenhængskraft i Rødovre og på Vestegnen er udfordret. Vi har altid været et område med plads til alle. Vi har taget ansvar – også når det var svært. Og vi har fået det til at fungere.
Men nu er grænsen nået. Vi vil gerne lykkes med integrationen. Men rammerne vi får – er alt for ringe. Vi mangler plads. Og vi mangler kapacitet. Og vi mangler et Folketing, der tager ansvar for økonomien til integrationsindsatsen.
Vi kan ikke blive ved med midlertidige løsninger på parkeringspladser og i erhvervslokaler.
Det er simpelthen uholdbart.
Derfor er der brug for en mere retfærdig fordeling af ukrainske flygtninge mellem kommunerne. Hvis ikke, så risikerer vi at svække det, der er vores allerstørste styrke:
Sammenhængskraften
Og vi risikerer at miste opbakningen fra befolkningen til at hjælpe flygtningene. Ikke bare i Rødovre. Men på hele Vestegnen.
Rødovre 125 år
Lad os slutte et sted, hvor håbet bor.
For midt i en verden i forandring står Rødovre stærkt. I år fylder vi 125 år og det fejrer vi, som vi er bedst: SAMMEN.
Den 30. maj samles vi til folkefest, lægger grundstenen til vores nye borgerhus og åbner kunststrøget på Aage Knudsens Strøg. Og det er kun begyndelsen.
Vi fejrer videre på cyklen, når Rødovre bliver finaleby for PostNord Danmark Rundt den 2. august. Et jubilæumsår fyldt med liv, fællesskab og bevægelse. Så glæd jer!
For uanset hvordan verden forandrer sig omkring os, så er én ting den samme: Rødovre er et sted, vi står sammen om. Et sted, vi passer på. Et sted, vi tror på.
Og det er præcis derfor, at fremtiden også begynder her – i Rødovre.
