For sjette år i træk står samtlige partier i Rødovre Kommunalbestyrelse bag en bred aftale om budgettet for næste år. Budgetaftalen er et solidt velfærdsbudget, der prioriterer kernevelfærd og fællesskaber for børn, unge, ældre og idræt.
Det er et ansvarligt budget, der følger med udviklingen og løfter den samlede service i kommunen med knapt 76 millioner kroner finansieret dels gennem kommuneaftalen dels via egne midler. Samtidig håndterer aftalen de usikkerheder, der følger af de nationale reformer på beskæftigelses- og sundhedsområdet, med en ansvarlig økonomistyring.
