Velfærdsbudget i Rødovre

For sjette år i træk står samtlige partier i Rødovre Kommunalbestyrelse bag en bred aftale om budgettet for næste år. Budgetaftalen er et solidt velfærdsbudget, der prioriterer kernevelfærd og fællesskaber for børn, unge, ældre og idræt.

En ansvarlig økonomi med plads til udvikling

Det er et ansvarligt budget, der følger med udviklingen og løfter den samlede service i kommunen med knapt 76 millioner kroner finansieret dels gennem kommuneaftalen dels via egne midler. Samtidig håndterer aftalen de usikkerheder, der følger af de nationale reformer på beskæftigelses- og sundhedsområdet, med en ansvarlig økonomistyring. Der spares en million kroner på eksterne konsulenter og samtidig investeres der tilsvarende en million kroner ekstra til kompetenceudvikling af vores medarbejdere som følge af reformer på arbejdsmarkeds- og ældreområdet.

Med budgetaftalen får Rødovre et vigtigt kvalitetsløft til ældre og børn i mistrivsel. Budget 2026 rummer en række konkrete investeringer i kernevelfærden samtidig med, at vi holder fast i vores vigtige velfærdsydelser som det daglige bad til ældre, I indfasningen af klasseloftet på 24 elever. Og sikring af minimumsnormering og en pædagogandel på 70 procent på dagtilbudsområdet.

Indsatsen for børn og unge

Budgettet har børn i centrum og indeholder vigtige løft på det specialiserede socialområde, som generelt tilføres 29 mio. kr. Samtidig sættes der massivt ind for at støtte børn og unge i mistrivsel. Vores trivselshandleplan, som Kommunalbestyrelsen netop har vedtaget, tilføres 1 mio. kr. og indsatsen mod børn og unges skolevægring tilføres knapt 2 mio. kr.

Indsatsen for vores ældre i centrum

På ældreområdet afsættes et varigt løft på 1,5 mio. kr. årligt, der skal give mere tid, højere faglighed og kontinuitet i plejen. Vi udvider antallet af permanente plejeboliger på Engskrænten med 6 pladser allerede i 2026 og så har vi aftalt, at der skal foretages en undersøgelse af plejeboligkapaciteten.

Store investeringer i idræt og byens rammer fortsætter

Vi holder fortsat fast i en massiv skoleudbygning for i alt 660 mio. kr. Dagtilbuddet i Horsevænget udvides for knapt 100 mio. kr. Med budgettet viderefører vi også Rødovres særlige indsats for idrætslivet idrætspuljen på 100 mio. kr. over ti år til bedre idrætsfaciliteter – en indsats, som allerede har skabt nye haller, baner og træfpunkter på tværs af byen. Med budgettet er det også besluttet, at vi afsætter 80 mio. kr. til udbygning og modernisering af Rødovrehallen.

Vi sætter også penge af til vores netop vedtagne helhedsplan for veje, stier og fortove. Der afsættes 67 mio. kroner i budgettet i årene 2026-2029. Og vi fordobler gradvist vej, sti og parkpuljen.

Plads til mere af det grønne

Aftalen prioriterer også den grønne omstilling, blandt andet afsætter vi yderligere 200.000 kr. til vores biodiversitetsplan. Det er et vigtigt skridt i kommunens arbejde for mere biodiversitet og et sundere klima. 

Tak til alle partier for en god proces

Det har været nogle rigtig gode budgetforhandlinger og jeg vil gerne takke alle partier for en rigtig god og konstruktiv proces. Vi har forskellige ståsteder, men når vi vælger fællesskabet, finder vi løsninger til gavn for borgerne. 

Tusinde tak og stort tillykke til Rødovre med det flotte budget.