Kære partifæller og gode venner
Rigtig god første maj.
Der sker meget i verden omkring os i denne tid. Og i år holder vi 1. maj i lyset af en ny verdens orden.
Det er første gang i 2 år, at vi kan mødes inden for – her på Rødovregaard – alle sammen – uden mundbind – og uden restriktioner. Og det er virkelig en sand fornøjelse at være sammen med jer alle sammen igen – som i gamle dage – før corona sætte sit grimme præg på vores hverdag.
Det er også første gang vi holder 1. maj siden krigen i Ukraine. For desværre har udtrykket ”de gode gamle dage” fået en helt ny betydning. Vi har fået en ny verdensorden efter 24. februar. Den tid vi kendte efter 1989 med nedrustning, globalisering og et forenet Europa, er med ét blevet udfordret af Putin.
Jeg er selv barn af 1970’erne. Jeg er vokset op med den kolde krigs frygtelige jerntæppe ned gennem Europa.
En tid, hvor folkeslag ikke kunne krydse grænserne mellem Øst og Vest Europa. Hvor vi frygtede atomkrig – og vi måtte se til, at et delt Europa udviklede sig i hver sin retning – både politisk og økonomisk.
En hverdag, hvor vi lærte, at det var naturligt med et delt Europa – og at dem på den anden side af jerntæppet ikke var nogle vi måtte lære at kende eller lande vi kunne besøge.
Men heldigvis faldt Berlin-muren i november 1989 og Europa blev genforenet. Familier og folkeslag kunne igen mødes på tværs af Europa – og vi påbegyndte rejsen til et nyt forenet EU.
Os der har oplevet tiden før og efter 1989 ved, hvad Europas genforening betyder.
Jeg glemmer aldrig dagen for murens fald og det håb murens fald tændte. Vi blev dus med glasnost og Perestrojka. Mikhail Gorbatjov blev vores helt og et symbol på frihed og et helt nyt forenet Europa. Gorbatjov stod for nytænkning med åbenhed og ændring af Sovjetunionen. Hans ændringer af Sovjet medvirkede til den fantastiske udvikling vi har set i Europa igennem de seneste 30 år. Udvikling, velstand, globalisering, genforening og fællesskab – alt det demokratier står for og alt det vi (Kære partifæller) altid har kæmpet for.
Med et enkelt slag har Putin bombet os alle sammen tilbage til tiden før murens fald. Netop fordi Putin ønsker tiden fra før 1989 tilbage og han skyer åbenbart ikke nogen midler.
Og det ER forfærdelige billeder vi dagligt ser fra Ukraine. Og netop i dag, er det på sin plads, at sende en helt særlig hilsen til vores medmennesker i Ukraine. Der i denne tid oplever noget af det værste man kan opleve som menneske. Krig, kugler og bomber i deres ellers fredelige gader.
Frygten for fremtiden. Frygten for atombomben. Og uvisheden om, hvad der sker med ens kære.
Putins frygtelige krig har sendt tusinde af mennesker på flugt fra deres hverdag og skilt familier ad – igen. Hverdag kommer med nye frygtelige billeder og rædselsfortællinger fra krigens frygtelige hverdag.
En krig der udspiller sig kun få timer fra Danmarks grænser. En krig der igen truer et forenet Europa og fred på vores breddegrader. Det er simpelthen forfærdeligt, at fremtidens generationer (vores børn og børnebørn) skal vokse op med den frygt vi andre oplevede i vores barndom – en frygt for krig, atomvåben og adskillelse.
Tænk at vi skal opleve det igen. Det er fuldstændig uacceptabelt. Og derfor skal vi som land og som by gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre Putins storhedsvanvid i at blive til virkelighed.
Vi er nødt til at opruste på militæret. Desværre. For det betyder, at samfundets penge bliver brugt på forsvar af Danmark og Europa – i stedet for til at styrke og udvikle vores velfærd. Men det er desværre nødvendigt.
Det er forfærdeligt og helt – helt forkert. Men der er desværre ikke nogen vej uden om. Vi er nødt til at stoppe Putin, hans diktatur og rædselsregime. Vi må forsvare vores land, vores Europa og vores ret til frihed og demokrati – uanset hvor i Europa vi befinder os. Derfor er støtten og hjælpen til Ukraine – så vigtigt og derfor skal vi være klar til at hjælpe.
Det betyder også, at vi må afstå fra noget af vores velfærd. Den grønne omstilling har nu første prioritet og skal rulle – om end endnu hurtigere, så vi bliver fri af russisk gas og brandstof. Vi er også nødt til at acceptere, at der kommer endnu strammere rammer for, hvilke anlæg kommunerne kan sætte i gang.
Og vi er nødt til at indkvartere ukrainske flygtninge i de ledige almene boliger vi får, leje yderligere boliger og måske endda tage vores sportshaller i brug på et tidspunkt.
Vi skal tage imod flygtninge fra Ukraine og i Rødovre vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe og støtte flygtningene fra Ukraine, så de får en god hverdag hos os.
Alle – både i kommunen og i de frivillige organisationer – arbejder på højtryk på alle områder for at sikre, at vi kan leve op til de behov, flygtningene har. Det er et usædvanligt pres, og vi gør alt for at løse opgaverne, uden det går ud over andre områder.
Men vi vil alle mærke konsekvenserne af krigen. Vi er nødt til at acceptere, at vi ikke kan gennemføre alle vores ambitioner for velfærden lige nu. Det vil tage længere tid.
Et kæmpe lys i mørket er, at lokalsamfundet i Rødovre allerede viser en stærk vilje til at hjælpe på mange forskellige måder. Det gælder både borgere, erhvervsliv, organisationer og foreninger. Tusinde tak til alle, der støtter og hjælper.
Og tak til alle for forståelse for, at den her krig betyder tilbageslag for vores velfærd – for vi kan ikke bruge de samme penge to gange.
Vores evne til at stå sammen og hjælpe hinanden kommer uden tvivl til at gøre en forskel for de flygtninge, der kommer til Rødovre. Der er meget, de har brug for, men jeg tror først og fremmest, at de har brug for at føle sig velkomne. Og det kommer de til her hos os.
Jeg vil gerne herfra talerstolen sende en kæmpe tak til hele vores lokalsamfund, som i denne svære tid står sammen for at hjælpe mennesker i nød.
Det er et kæmpe lys i en mørk tid.
Kommunalvalget
På denne første maj – er det også på sin plads at takke hver og en, som har stemt på Socialdemokratiet ved et seneste kommunalvalg. Jeg glæder jeg mig over, at kommunalvalget endte med en konstitueringsaftale mellem alle partierne i kommunalbestyrelsen og med et stærkt Socialdemokrati for bordenden. Jeg tror ikke, det er set mange steder: At det er en samlet kommunalbestyrelse, som sætter retningen for de næste fire år.
Valget gik ikke helt, som vi havde håbet eller fortjent. Vi lavede den flotteste valgkamp nogensinde. Flot planlagt, kanon dygtige kandidater, et fælles og stærkt hold, flotte materialer, stærke budskaber. Masser af aktive partikammerater – og et Rødovre, der både i luften og på busruterne var malet i den flotte socialdemokratiske røde farve.
TUSINDE TAK TIL HVER OG EN AF JER FOR JERES FLOTTE INDSATS I VALGET.
Selv om vi mistede 2 mandater vandt vi også noget.
Jeg glæder mig over, at jeg ligger på nr. 13 på en netop offentliggjort topscorerliste over de 110 bedste personlige valg i Danmark. Det er en kæmpe succes og kanon flot af hele partiet.
Tusinde, tusinde tak – alle sammen.
Vi efterlader et flot Rødovre
Og det flotte valgresultat skal selvfølgelig bruges til at føre stærk socialdemokratisk politik. Kommunen er i fantastisk flot stand. Økonomien er sund og solid. Med afsæt i Rødovrestrategien er vi godt i gang med en udvikling, som på alle måder sender Rødovre i en god retning med en stærk velfærd. Og vi har samtidig sat fuld fart på den grønne omstilling.
Det er alt sammen noget, som vil sætte positive spor mange år fremover – og som giver de bedste muligheder for at fortsætte den gode udvikling, kommunen er inde i. Det synes jeg i al beskedenhed er flot. Især set i lyset af, at vi har gjort det på et bagtæppe af en af de største kriser i samfundet siden anden verdenskrig.
Velfærd: Stærkt fællesskab og fremsynet velfærd
Selv om krigen spænder ben for os og vil få betydning for vores lokale velfærd, så er Rødovre er en af velfærdssamfundets frontløbere og den røde tråd for Socialdemokratiet har gennem alle årene været at skabe en stærk velfærdskommune.
Vi vil fastholde og forny vores kernevelfærd. I det seneste budget har vi sat endnu flere penge af til kernevelfærd for vores børn og ældre medborgere. Og den linje vil vi fortsætte – trods krigen. Det er et ambitiøst mål – som bliver endnu vigtigere i den tid vi står i netop nu. Det bliver ikke let. Men heldigvis er det os, der sidder for bordenden. Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at fastholde Rødovres stærke position på velfærdsområdet.
En stærk velfærdskommune er kendetegnede ved at gå foran.
Derfor har vi også vedtaget et klasseloft på 24 elever over 10 år og vi har indført min. normering fra 1.1.2022. Det er 2 år før den tid Folketinget har sat.
Derfor har vi som en af de eneste kommuner indført tilbud om et dagligt bad i hjemmeplejen og rengøring 3 gange om måneden til vores ældre.
Derfor har vi også stået i spidsen for en ny idrætspolitik og facilitetsstrategi og afsat 100 mio. kr. over de næste 10 år. De første projekter er allerede gennemført med inddragelse af idrættens organisationer. Med ny rullehockeyhal, Kunstgræsbane i Islev og nye træningslokaler til Islev Taekwondo.
Vi skaber et grønnere Rødovre
Og derfor har vi meldt Rødovre ind i klimakampen med DK2020 – og med udvikling af den mest ambitiøse klima HP nogensinde. Rødovre skal være CO2 neutralt senest i 2050.
Vi har på rekordtid fået vedtaget vores plan for udrulning af fjernvarmen og vi har allerede de første 2 områder ud af 5 i udbud i år. Og det er sket på under et år. Hidtil har der været en række statslige benspænd for udrulning af fjernvarmen, fordi vi skulle gennemføre en samfundsøkonomisk vurdering af fjernvarmen – holdt op imod olie og naturgas. Denne præmis er nu fjernet og derfor kan vi sætte fuld gang i fjernvarmen.
Heldigvis har vi været på forkant, fordi vi trykkede på startknappen allerede sidste år, da vi fik muligheden. Og derfor er vi foran mange andre kommuner.
Stærk styring af økonomien
Nu tager vi hul på 2022, og det er på mange måder et nyt kapitel. Vi har mange nye projekter og planer, der kommer til at præge Rødovre kommune i tiden, der kommer.
Vi har samme fælles mål – nemlig at skabe en endnu bedre kommune på alle områder. Den opgave har Socialdemokratiet arbejdet for altid. Og det vil vi fortsat gøre!
Præmissen for den gode velfærd er, at vi har styr på finanserne og Socialdemokratiet fastholder en stram styring af vores kommunale økonomi. En stærk og sund økonomi er borgernes garanti for, at der er penge til velfærd.
Deri ligger den røde tråd i vores arbejde for Rødovre.
Coronaen
Det seneste år har vi alle mærket, hvor hurtigt vores hverdagsliv kan ændres. Den ene krise har afløst den anden. Først kom corona og dernæst kom krigen i Ukraine.
Alligevel har året 2021 haft meget godt at byde på. Og det skal vi sætte pris på. Ligesom 2022 vil have en masse at byde på – som vi skal glæde os til.
Kære partifæller
Vi er midt i en meget svær tid – både som land og kommune. Heldigvis er det os, der sidder for bordenden – begge steder. Mange udfordringer står foran os og vi vil løse dem og gøre alt for at komme godt videre, som vi plejer. Socialdemokratiet tager ansvar for udviklingen og vi gør det med oprejst pande for at gøre en forskel for vores borgere.