Alle partier i Kommunalbestyrelsen har indgået en budgetaftale for næste år. Vi har lavet en ansvarlig aftale om kommunens budget for næste år, hvor vi får en vigtig opbygning af kassebeholdningen og hvor forslaget om en rammebesparelse på 3 pct. på alle kommunens institutioner næste år er sat ned til 1,5 pct. (Ift. i år drejer det sig reelt om 0,75 pct.).
Budgettet indeholder besparelser for 151 mio. Kr. Du kan læse mere om budgetaftalen herunder.
Besparelser på alle områder
Budgetaftalen indebærer besparelser på alle områder i kommunen. Ændringen af rammebesparelsen er en mærkbar lempelse, men det er stadig en stor reduktion i økonomien de enkelte steder.
Det er en stramt budgetaftale, som ikke ændrer på, at vi sammen med mange andre kommuner står i en svær situation, fordi krigen i Ukraine medvirker til stor ustabilitet i vores økonomi med meget store prisstigninger på en række områder bl.a. massive stigninger i de sociale udgifter.
Samtidig bliver vi kun drypvis kompenseret af staten og som vækstkommune har vi en yderligere stor udfordring, fordi vi skal investere en hel del i skoler og dagtilbud, før vi senere hen får glæde af de mange nye skatteborgere, der er flyttet til Rødovre. Og det er en kæmpe styrke for en kommune at vækste.
De sociale udgifter stiger især inden for udsatte børn, voksne og ældre og lige nu skal vi minimere et stort underskud for i år og derfor har vi desværre været nødsaget til at lave en række opbremsninger i økonomien for at begrænse denne udvikling. Det er rigtig trist og berører mange af vores borgere. Det eneste værn mod dette er opbygning af vores kassebeholdning, fordi det giver os mere reaktionstid og er et værn mod yderligere opbremsninger senere hen.
Nye tal fra skat
Lige inden forhandlingerne gik i gang blev vi hjulpet af, at der kom nye tal fra Skat for vores indtægter på flere områder, der forbedrede vores økonomi til næste år. Behovet for besparelser blev ikke helt så så stort som forventet. Alligevel er der besparelser for næste år for knapt 151 mio. kr. fordelt på ca. 58 mio. kr. på drift og 93 mio. kr. på anlæg.
Plads til velfærd
Med aftalen fastholder vi en række af de velfærdsforbedringer, som er besluttet de seneste år, ligesom der også er fundet plads til enkelte investeringer. Og forligspartierne har også udtrykt en klar forventning om, at med den nedsatte rammebesparelse kan afskedigelser ud af Rødovre Kommune undgås på de store velfærdsområder. Vi ønsker at skabe tryghed for vores dygtige medarbejdere.
Budgettet indeholder følgende vigtige velfærdsforbedringer og investeringer
- Der er tilført 35 mio. kr. til dagtilbud, skoler og ældre i forbindelse med befolkningsfremskrivningen, som bidrager til, at budgetterne kan følge med befolkningsudviklingen.
- Der er tilført 25 mio. kr. til det specialiserede børne- og voksenområde.
- Dagtilbudsområdet udbygges med 72 mio. kr. i 2024.
- Skoleområdet udbygges med 70 mio. kr. i 2024.
- Hele den grønne omstilling og Klimahandleplanen er fastholdt.
- Der er planlagt anlægsarbejde på fjernvarmen for næsten 1,3 mia. kr. de næste fire år.
- Klasseloftet på 24 elever og det daglige bad til ældre medborgere fastholdes.
Der er enkelte investeringer i budgetaftalen
- Der er sat 100.000 kr. af til BABA, som styrker fædres deltagelse i deres børns liv og i lokalsamfundet.
- Der er afsat 260.000 kr. til at fortsætte arbejdet med Islev Medborgerhus i Islev Bibliotek.
- Der er afsat 500.000 kr. til at styrke arbejdsmiljøindsatserne på kommunens arbejdspladser.
Ændrede og sløjfede besparelser
- Rammebesparelse på 3 % på alle kommunens institutioner sættes ned til 1,5%. (Ift. i år drejer det sig reelt om 0,75 pct. mere ift. i år)
- Forslaget om en uges sampasning i sommerferien i dagtilbud er sløjfet.
- Forslaget om øget betaling for unge over 14 år, som benytter klubber og byggelegepladser udgår.
- Den foreslåede stigning på dagplejetaksten nedsættes lidt.
Yderligere besparelser i budgetaftalen
Foruden de mange besparelser, der lå i budgetforslaget er der følgende besparelser:
- Folkeskolernes Münchentur for eleverne i 8. klasse aflyses (3,2 mio. kr.). I stedet tilføres 500.000 kr. til TekX til i samarbejde med skolerne at komme med bud på inspiration inden for teknologi og innovation for eleverne i nærområdet.
- Egenbetalingen til den årlige skovtur for pensionister hæves fra 150 kr. til 200 kr. pr. deltager (30.000 kr.).
Det har været svære forhandlinger og jeg vil gerne takke alle partierne i Kommunalbestyrelsen for nogle rigtig gode og tillidsfulde forhandlinger og for den store ansvarlighed som alle har udvist med denne aftale.
Tak til alle for et godt resultat, der styrker Rødovres økonomi.
Britt Jensen
Borgmester