Grundlovstale

Kære alle

I dag er det grundlovsdag.

Grundlovsfejring er en vigtig tradition i det danske samfund – hvor vi fejre vores demokrati og frie forfatning.

Vi fejrer vores frihed. Frihed til at tale. Frihed til at skrive, samles, vælge religion og udtrykke vores synspunkter. Det er en vigtig dag for os alle sammen.

Men netop i dag vil jeg derfor også sende en stor hilsen til hele Rødovre. Fordi det seneste år har virkelig været en prøvelse for os alle – både menneskeligt, men også demokratisk. For det har været et år, som ingen af os nogensinde havde forestillet os kunne ske.

En verdensomspændende pandemi har sat vores liv på stand by i næsten 1½ år.

Tak til fællesskabet

Men det seneste år har også vist, at vores fællesskab i Rødovre er meget stærkt.

Vi står sammen i Rødovre. Jeg er både stolt og fuld af beundring for den måde alle borgere og medarbejdere har håndteret corona på.

Tusinde tak til alle, fordi I har stået igennem det seneste års prøvelser. Det har været en meget svær tid, men heldigvis går vi nu mod lysere tider. Vaccineplanen er kommet godt i gang med at blive rullet ud – og vores lokalsamfund åbner mere og mere.

Det har været en tid, hvor vores lokalsamfund har været sat på en hård prøve, hvor mange familier er blevet ramt af sygdom eller isolation – og desværre har vi også mistet rødovreborgere til Corona.

Det har også været en tid, hvor vores stærke fællesskab virkelig har vist sin styrke.

Det seneste år har været hårdt ved mange mennesker. Det gælder ikke mindst vores ældre medborgere på plejehjemmene eller vores psykisk sårbare borgere. Som i lange perioder var afskåret fra at få besøg.

Men det gælder også mange andre.

Det er ikke en rar følelse at få særlige sociale regler trukket ned over sig. Det strider simpelthen mod vores menneskelige natur. Det er ikke normalt for os at skulle holde afstand.

Det er ikke normalt for os, at vi ikke må give hinanden hånden eller ikke må give hinanden et kram.

Det er også vildt mærkeligt, at tage et mundbind på inden vi går ind i en butik. For så kan man jo ikke engang kan sende sine medborgere et varmt smil, når vi går forbi hinanden.

Det er heller ikke normalt, at vi ikke kan rejse rundt i verden – ja sågar i vores eget land har det været nødvendigt med restriktioner mellem landsdele.

Noget så normalt som vores kristne jul eller muslimske Eid, har vi ikke kunne fejre under normale vilkår.

Det seneste år – har på ingen måder været normalt.

Men ikke desto mindre – er vi kommet igennem sammen. Vores fællesskab har været stærkt og vi har stået skulder ved skulder her i Rødovre. For aldrig har så mange mennesker hjulpet hinanden på kryds og tværs – og aldrig har så mange mennesker vist omsorg for hinanden.  

Store som små.

Vores lokalsamfund har været utrolig kreativt og vi har fundet nye veje til at være sammen i en svær tid.

Aldrig har vi holdt så mange digitale events og aldrig har vi haft så mange rullende udendørs korsang- og musikseancer. Og aldrig har så mange deltaget i vores take away folkekøkken, eller virtuelle skattejagter på tværs af Rødovre. Vi har fejret vores fællesskab sammen – men hver for sig.

Og det er også en udfoldelse af vores demokrati – vi har fundet nye veje i en svær tid. Det skal vi være stolte af – for det er et moderne demokrati værdigt.

Jeg er utrolig stolt over den måde, som alle borgere og medarbejdere i Rødovre Kommune har håndteret corona-situationen på. I sådan en faretruende situation, som vi har stået i, kunne man måske frygte, at enhver var sig selv nærmest.

Men det har jo været lige modsat i Rødovre. Borgere har stået i kø for at hjælpe. Sin næste eller sin nabo. Tusinde tak til jer alle, fordi I har stået igennem det seneste års prøvelser. Det har været svært. Men det har styrket vores fællesskab. Og det er en meget vigtigt positiv udløber af hele dette års prøvelser.

Jeg vil sende en særlig tak til alle vores dygtige medarbejdere i Rødovre kommune, der holdt hånden under os og som har båret os alle sikkert igennem corona. De har været på arbejde i frontlinjen, mens vi andre har kunnet være hjemme og arbejde i sikkerhed.

Corona har betydet mange ændringer for os og i den sværeste tid, er vi alle blevet bekræftet i, at vi bor i en fantastisk kommune med et helt unikt fællesskab. Hvor vi står sammen og passer på hinanden og på vores borgere. Ikke mindst dem med de største behov.

Rødovre er lig velfærd – også i krisetid

Jeg lægger stor vægt på, at Rødovre er en stærk kommune, der tager sig godt af borgerne.

For Rødovre er en af velfærdssamfundets frontløbere. Vi er en bundsolid kommune. Folk trives og står ofte i kø for at kunne flytte hertil. Vi har en ordentlig og god ældrepleje, gode skoler og daginstitutioner.  Vi har et aktivt og sprudlende forenings- og idrætsliv. Og så har vi en god økonomi, fordi det er grundlaget for, at der er penge til velfærd.

Rødovres velfærd er ikke kommet af sig selv. Den er kommet, fordi vi har sat udviklingen i gang. Socialdemokratiet har stået i spidsen for udviklingen af Rødovre.

Og den røde tråd for os har gennem alle årene været at skabe en stærk velfærdskommune, der tager sig godt af sine borgere – uanset alder.

For os er der kun én vej: Vi vil have, at Rødovre yder det bedste af det bedste. På velfærdsområderne.

Og det seneste år har vi alle mærket, hvor hurtigt vores hverdagsliv kan ændres.

Rødovre skal fortsat være er lig med kvalitet, ordentlighed og god velfærd.

Og det har coronatiden vist, at vi i særdeleshed er.

Inddragelse af flere i beslutningerne

I Rødovre har vi en god tradition for, at stå sammen og gøre ting endnu bedre i fællesskab. Vi har et stærkt demokrati – hvor vi giver plads til hinandens meninger – for det kvalificerer beslutningerne.

Demokrati er mange ting. Jeg tror vores beslutninger bliver bedre, hvis flere er med i processen. Fordi en politisk beslutning behøver ikke kun at komme oppefra. De gode ideer kan lige så godt spire op nedefra.

Derfor har jeg det seneste år lagt vægt på, at vi inddrager endnu flere borgere, medarbejdere og brugere i de beslutninger vi træffer. Og jeg håber, at mange også fremover har lyst til at være med til at forme Rødovres fremtid.

Jeg tænker fx på vores Rødovrestrategi eller udviklingen af FNs verdensmål med nye partnerskaber.

Vores klimadagsorden eller udvikling af nye tilbud fx Islev biblioteks udvikling til medborgerhus eller vores bæredygtighedslab i starten af året. Bare for at nævne et par vigtige lokale områder, som vi trods corona er lykkedes med at komme i gang med at drøfte med hinanden her i Rødovre.

Vi har udviklet en helt ny inddragelsesmetode med erfaringerne fra vores Bæredygtighedslab. Her giver vi borgerne mulighed for at komme til orde og tage ansvar for en udvikling.

Med vores bæredygtighedslab har vi skabt nye forbindelser mellem borgerne og det har givet kommunen erfaring med at facilitere samskabelse – og dermed erfaring med at overlade hovedansvaret for en udviklingsproces til borgerne. Det er demokrati og inddragelse på en ny og spændende måde. Det synes jeg er et spændende perspektiv for inddragelse og samskabelse mellem kommune og borgere – det skal vi gøre meget mere fremover.

Godt med stabilt fællesskab

Netop i denne coronatid er det godt, at der er noget, der er stabilt og som er bygget på et rigtig godt fundament.

Nemlig et godt fællesskab, hvor der er plads og muligheder for alle. Og hvor fællesskabet træder til, når der er brug for det.

Og selv om vi fejre grundloven i dag, hvor frihed og demokrati fejres – så har det seneste år vist, at det hurtigt kan gå den forkerte vej overalt i verden.

Nu er samfundet heldigvis ved at vende tilbage til det vi kendte før corona. Og vi kan i dag fejre grundlovsdag med fornyet håb om, at det er begyndt at lysne og vi kan få vores almindelige hverdag tilbage igen.

Jeg tror, at vi alle har lært meget af det seneste års sundhedskrise og nedlukning af landet. Vi er blevet mindet om, at vores hverdag hurtigt kan ændre sig og at sygdom ude i verden, kan få store konsekvenser for os her hjemme i Danmark.

Men vi er heldigvis også blevet mindet om, at med sammenhold og fællesskab kan vi overvinde mange ting – og vi kan gøre det i lang tid.

Vi er også blevet mindet om, at vi ikke sætter demokratiet over styr, men vi finder løsninger og nye veje for at være sammen og skabe udvikling i fællesskab. En pandemi skal ikke stå i vejen for os og vores demokrati – tværtimod. Der er grund til at være stolt over vores flotte forvaltning af demokratiet under corona.

Vi er i særdeleshed blevet mindet om, at selv om verden ikke er gået i stå under nedlukningen, så betyder de personlige relationer og det fysiske møde mellem mennesker virkelig meget for hver af os. Og jeg glæder mig over, at den lyse tid og de skønne sommeraftener står for døren.

Og jeg tror, at vi fremover kommer til at glæde os endnu over de små ting i livet fx et kys på kinden, et kram – eller en hyggelig sammenkomst mellem venner. Det bliver endnu vigtigere end nogensinde før.

Jeg vil ønske alle Rødovreborgere en rigtig god grundlovsdag med ønsket om, at vi snart er helt tilbage til vores velkendte hverdag med mange vigtige dialoger og fysiske møder med hinanden.

Det er nemlig grundlaget for vores demokrati – at vi kan mødes og samles mange mennesker sammen – og udveksle synspunkter og finde løsninger sammen.

Det er selve grundlaget for vores demokrati.

Pas godt på jer selv og hinanden.

Rigtig god grundlovsdag.