Ny Borgmester 1. April 2020
Kommunalbestyrelsen har i dag (19. marts 2020) på et ekstraordinært møde valgt mig som ny borgmester i Rødovre efter, at Erik Nielsen har meddelt, at han ønsker at fratræde som borgmester per 1. april i år.
Og det er en meget bemærkelsesværdig tid vi er midt i lige nu. Ingen af os har haft fantasi til at forestille os, at borgmesterskiftet skulle foregå i skyggen af Corona.
Men alligevel er det lykkes os i fællesskab at gennemføre et demokratisk valg. Og en ting er sikkert. Det er en dag og et kommunalbestyrelsesmøde, som ingen af os nogensinde vil glemme.
Det er på sin plads i disse tider, at sige tak til alle borgere, medarbejdere, politiske kolleger, frivillige, virksomheder og lokalsamfund, fordi I alle støtter, hjælper og passer på hinanden i denne meget svære tid. Vi skal fortsat holde sammen, som vi er gode til i Rødovre – men på afstand.
Og jeg vil især rette en helt særlig tak til alle medarbejdere i kommunen – som gør en heroisk indsats for at hjælpe vores syge, svage, ældre og udsatte borgere.
Jeg er ydmyg og godt rustet til opgaven
Det er nogle store sko, som jeg skal fylde ud efter Erik Nielsen, og jeg er meget ydmyg over for opgaven. Jeg føler mig godt rustet til det, og jeg glæder mig til sammen med resten af Kommunalbestyrelsen at udvikle Rødovre Kommune.
Jeg vil involvere borgere, brugere og medarbejdere i de beslutninger, der skal tages. Det kvalificerer debatten og beslutningerne, når der er flere med. Jeg bliver også selv klogere, når de personer, der til daglig bliver påvirket af beslutningerne, kommer med deres input.
Jeg går ind for styrket velfærd.
Vi skal sørge for, at vores ældre, der gennem et langt liv har knoklet, får tryghed og omsorg. De børn, der vokser op i Rødovre, skal have de bedste forudsætninger for at klare sig i fremtiden.
Tak til Erik Nielsen
Jeg vil gerne sende en helt særlig varm og hjertelig tak til vores afgående borgmester Erik Nielsen for en forrygende flot indsats for Rødovre kommune.
Vi ville alle sammen gerne have sagt farvel med al den pomp og pragt, der tilkommer en afgående borgmester efter så mange år, men det må vi vente med til efter Corona.
Tak til mine politiske kolleger
Jeg vil også gerne takke alle mine kolleger i Kommunalbestyrelsen for den tillid de har vist mig. Jeg ser frem til et godt og tillidsfuldt samarbejde med hele Kommunalbestyrelsen i en åben og god dialog.
Tak til alle vores borgere og medarbejdere
Jeg vil sige til alle vores borgere og medarbejdere, at vi ses på den anden side af Corona. Jeg og resten af Kommunalbestyrelsen vil gøre vores yderste for, at vi kan vende hurtigst muligt tilbage til vores normale og vidunderlige liv her i Rødovre.
Det er i krisetider, at man finder ud af, om man er det rette sted – og det er vi her i Rødovre.
Tak alle sammen – jeg vil gøre mit yderste for at være en god borgmester for hele Rødovre.
Pas godt på jer selv og hinanden derude.
Tak