Næste generation skal være røgfri i 2030

Jeg tror, de fleste af os er optaget af, at vi passer godt på vores fælles ressourcer og gør vores yderste for at sikre en bæredygtig fremtid. Så vi kan aflevere et bedre samfund til næste generation med et rent miljø og mulighed for et godt og sundhed liv. Kort sagt et samfund, der er bedre end det vi selv overtog. Det har altid været en god retningspil for Socialdemokratiets politiske prioriteringer i Rødovre. 

Og sådan skal det selvfølgelig være. Vi kan ikke være andet bekendt.

Vi har en helt særlig udfordring i Rødovre. Kommunen bærer rundt på et par triste rekorder, når det drejer sig om rygning. 

Rødovre har 18 pct. daglige rygere, hvilket desværre er over gennemsnittet i regionen. Og hvert 10. Rødovrebarn udsættes dagligt for passiv rygning. Det er dobbelt så højt som landsgennemsnittet. 

Det er ikke rekorder vi kan være stolte af. Især ikke rekorden for børnene. Det kan vi ikke være bekendt, for vi har et helt særligt ansvar for at sikre børn en sund opvækst uden passiv rygning.

Og det er baggrunden for, at jeg har presset på for, at Rødovre kommune nu indgår en partnerskabsaftale med Kræftens bekæmpelse og TrygFonden om ”røgfri fremtid” så vi sikre, at næste generation kan blive den første røgfrie generation i 2030. Jeg er glad for, at den samlede kommunalbestyrelse støttede mig i det.

Partnerskabsaftalen skal medvirke til at sætte initiativer i gang for at reducere unges rygning og sikre, at børn slet ikke begynder at ryge.

Aftalen ligger fint i forlængelse af Rødovres nuværende ambitioner i sundhedspolitikken: At børn og unge har ret til at vokse op uden røg og med mulighed for et godt og sundt liv.

Jeg så også gerne vi gik endnu videre og vi indførte begrænsninger i de steder, hvor man må ryge. Og hvad der måske er allervigtigst: Vi bør sætte massivt ind på, at børn og unge aldrig begynder at ryge og drikke i en ofte meget ung alder. Vi skal sætte ”sundhed og livsstil” på skoleskemaet – lige som dansk og matematisk er – for at lære alle børn om betydningen og sammenhængene mellem sundhed og livsstil.

Hvis vi vil skabe social lighed i sundhed og en bedre sundhedsmæssig udvikling for borgerne – ja, så er det gennem ”forbud og tilgængelighed”, vi skal regulere på. Det er meget nemt – hvis vi altså tør og vil!